Jens Birkmose fylder 80 den 26. april 2023.
En ildsjæl og iværksætter fylder 80 og er stadig erhvervsaktiv.
Det er velbegrundet, at Jens Birkmose er blandt 12 personer afbildet i bogen Karrierespring udgivet på Jyllands Postens forlag i 2003.
Jens lægger ikke skjul på sine vestjyske rødder fra Videbæk. Efter studentereksamen blev han uddannet officer – kaptajn af reserven. Interessen for juraen førte til juridisk embedseksamen og sammen med en pædagogisk uddannelse, kurser i virksomhedsøkonomi og organisation var vejen banet til ansættelse på Hillerød Handelsgymnasium som underviser i erhvervsjura i 1976.
Bopælen blev Gilleleje, hvor Jens hurtigt blev involveret i badmintonklubben som formand og senere æresmedlem og nomineret ildsjæl i DGI i 2023. Skolekommissionen slap heller ikke.
Undervisningen greb ham. Han blev uddannet studievejleder og var i mange år næstformand i studievejlederforeningen. Da eleverne havde svært ved at læse den eksisterende lærebog, skrev han sin egen og udgav den på eget forlag. Fagligt løste han i mange år freelanceopgaver for undervisningsministeriet.
Et studieophold i USA førte til grundlæggelse af forlaget Studie og Erhverv sammen med en kollega, som senere overtog forlaget. Jens er forfatter og medforfatter til flere lærebøger.
Jens Birkmose kastede sig over udvikling af faget iværksætteri på Hillerød handelsgymnasium. Han var involveret i en lang række etableringer af nye uddannelser på skolen. Drev ved siden af egen vinimport – BIRK WINE.
Jens Birkmose blev i 1990 bedt om at opbygge og samle Erhversakademiet i Hillerød af en række korte videregående uddannelser mm. Her var han først inspektør og senere forstander/rektor.
Iværksættergenet spændingen ved forandringsprocesser førte i 1997 til, at Jens Birkmose opsagde sit job som leder og grundlagde sin egen kursusvirksomhed Scandinavian Development Center (SDC-Kurser). Foredrag og kurser om humor og arbejdsglæde blev udviklet. Lynlæsning og PhotoReading, hvor Jens er eneste certificerede instruktør i Danmark. Det førte til kurser i hele Danmark, Grønland og Stockholm.
Jens deltog for DR2 i udsendelsesrækken et bedre liv. God Morgen Danmark om læring. En speciel interesse for spiritualitet førte til udvikling af foredrag om kvantefilosofi på tværs af flere videnskabsfag, hvilket førte til TV-udsendelser Senior TV, Miljø TV (Kanal København), samt TV Østjylland og DR P4.
Efter 15 år som selvstændig skulle der trappes ned til en pensionisttilværelse.
Det blev for kedeligt, så i 2013 fik Jens Birkmose et deltidsjob som vinmand i SuperBrugsen i Gilleleje, hvor han i februar havde 10-års jubilæum uden tanke om at stoppe.
Det travle og engagerede liv er supporteret af Jytte Birkmose (lærer) med hvem han har 3 børn og 55-års bryllupsdag den 27. april 2023.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes